Den danske model indebærer, at parterne forhandler med hinanden for at aftale ændringer i en overenskomst. Hvis det ikke lykkes, kan man strejke eller lockoute. Og i sidste ende – når alt andet glipper – kan man håbe regeringen griber ind. Modellen er over hundrede år gammel og har vist sig fantastisk robust – men nu er den bristefærdig; i høj grad fordi de metoder, forhandlerne anvender, når de forsøger at finde frem til nye aftaler, ikke er tidssvarende. Det er altså ikke modellen, der er noget galt med – det er metoderne, der anvendes af dem, der “fylder modellen ud”, der skal fornyes.
Det er et paradoks, at de grundlæggende fremgangsmåder, forhandlerne for det meste anvender, i store træk har været de samme op igennem årtierne. Det betyder bl.a., at det idag ofte tager alt for lang tid at håndterede de behov, der er, for at kunne ændre og forny en arbejdsplads, ligesom det ofte tager alt for lang tid at finde frem til aftaler om ændringer af arbejdsmiljøforhold. Hvis en fornyelse eller en ændring på en arbejdsplads forudsættes at skulle forhandles, før den kan realiseres, eksisterer der i dag ofte et problem omkring tidspres og kompleksitet. Tidspresset og kompleksiteten gør, at de klassiske forhandlingsformer i stigende grad kommer til kort. De koster enorme ressourcer og belaster alligevel tit relationerne alt for meget – og væsentligst af alt: De resulterer ofte i ret begrænsede aftaler; for små ændringer og for begrænsede skridt i forhold til de problemer, de handler om.
Det er f.eks. tankevækkende, at parterne i den netop overståede konflikt har brugt måneder og hundredevis af personers arbejde samt hundredevis af millioner af kroner på ikke at nå et resultat – uagtet at den problemstilling der var central jo i sig selv var overordentlig vanskelig at arbejde med.
Der må nye metoder til, hvis den danske model skal kunne levere resultater af den kvalitet og i det tempo, der forudsættes i dag og i fremtiden. Fremtidens overenskomstforhandlinger og forhandlinger på den enkelte arbejdsplads må være kendetegnet ved, at forhandlerne hele tiden er lige så optaget af hvordan de forhandler befordrende, som de er af at få indflydelse på det endelige resultat. De må arbejde med fremgangsmåder, der bygger på de seneste års erfaringer med nye forhandlingstekniske metoder. Parterne må bistå hinanden i at udvikle og forankre en fælles forhandlingskultur kendetegnet ved høj lydhørhed, høj produktivitet, høj kvalitet og en grundlæggende anerkendelse af behovet for at finde løsninger, der er optimale for parterne og i et tempo, der “svarer til” den virkelighed, forhandlingerne finder sted i.
Hvis modellen – den danske model – ikke kan levere det, kan der ske det, at den bliver kørt ud på et rangér-spor, hvor den af og til vil blive hyldet for sine enestående karakter – som et gammelt lokomotiv, hvis maskinrum ikke blev fornyet i tide.
